Caspar Eric

Med "Nye balancer" griber Caspar Eric tilbage til sin tidligere digtsamling Nike, hvor han i 2015 skrev om at være en handicappet krop i verden. I sin nye samling, der bærer genrebetegnelsen 'handicapdigte', italesætter Caspar Eric handicappet mere kropsligt og direkte, og samfundets stigmatisering og diskrimination af ‘det anderledes’ problematiseres med poppet præcision. Samtidig leder digtene efter nye fysiske og poetiske måder at findes i verden på og måske også efter et sprog, der kan røre os — med humor, power og et skarpt blik på krydsfeltet mellem det private og det politiske. Og herfra rækkes der ud efter nye fællesskaber.

Nye balancer

poesi

Avatar

poesie

Nike

Digtsamlingen Jeg vil ikke tilbage er Caspar Erics forsøg på at fastholde COVID-katastrofen med et digt om dagen i 80 dage. Jeg vil ikke tilbage er en historie over skiftende følelser, et arsenal over kortslutninger efter lock-down og en historie om, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være forbundne, hvad det vil sige at være et samfund. Katastrofen vækker en ømhed, en medmenneskelighed på det private og det overordnede plan, men gør det også besværligt at leve op til den medmenneskelighed. I de nye digte er der et oplagt perspektiv; at vi alle er underlagt de samme vilkår, høje som lave i samfundet skal følge samme regler. Hvad gør det ved den enkelte? Hvordan reagerer vi på begrænsningerne? Hvad gør det helt konkret ved os, hvilke tanker sætter det i gang hos os, at vi befinder os i denne situation af kontroltab? Og hvad sker der, når ideen om, at vi er i samme båd, begynder at krakelere? Det er digte, der befolkes med flasker, håndsprit, telte i Fælledparken og afspærringsbånd ved Islands Brygge, der spirer frem i løbet af undtagelsestilstanden, mens foråret passerer uden for vinduet. Den potentielle katastrofe sætter mærker i verden, i hverdagen, og Caspar Eric forsøger at indfange følelsen af både det lille og det store drama i takt med, at det folder sig ud. Det er digte, der leder efter det almene i den helt banale dagligdag, ligesom de undersøger, hvordan selv det helt intime rum gennemstrømmes af situationen i verden.

Jeg vil ikke tilbage

Caspar Erics Vi kan gøre meget er tolv digtsuiter fra og om en verden i undtagelsestilstand. En verden, hvor det unormale pludselig er blevet normalt. Hvor de globale kriser er rykket helt ind i parforholdet, i festerne med venner og i nattens drømme. Det er en digtsamling om at leve i en slags hverdagsdystopi, hvor døden er blevet en naturlig del af livet, og hvor afmagten og vreden og metaltrætheden har sat ind. Det er digte, der forsøger at finde lys i sprækkerne og at grave en næstekærlighed frem fra det afbrudtes tid. Og det er en digtsamling, der tager os fra livet som andelsejer til minder om ferier, der pludselig virker skamfulde, til kærligheden mellem venner, der hopper op på bordene, til en strand hvor børnene synger i tågerne, til visionen om en fremtid af knækkede kroppe, til en bunker hvor håbet spirer i mørket, til gaderne hvor romerlysene spreder sig på ny, og tilbage til parforholdets boble, hvor der samles kræfter til at bevæge sig ud i en verden, der på en gang virker forandret og frosset fast.

Vi kan gøre meget

Alt hvad du ejer

7/11/ er en melankolsk pop-digtsamling der handler om kærlighed og om at forsøge at være en person. 7/11 er dokumentarisk poesi der udforsker kravet om at være lykkelig, blandt andet. Det er et portræt og en beretning direkte fra nutiden til nutiden.

7 / 11

Naja Marie Aidt

Katrine Marie Guldager

Theis Ørntoft

Asta Olivia Nordenhof

Bjørn Rasmussen

Maria Gerhardt

Cecilie Lind

Rasmus Nikolajsen

Sten Kaalø

neue Gedichte aus Dänemark

Hier habt ihr mich

Den unge mand i Caspar Erics anden digtsamling "Nike" har ’et lille spasserben’. Han er født med cerebral parese. Handicappet giver ham et særligt vrid i hoften, som på én gang får ham til at ligne en græsk statue og en krop, der langsomt degenererer. Med en ny, mere rå og afklaret tone folder Caspar Eric sit poppede univers ud omkring den erfaring at være en krop, samfundet ikke ved, hvordan det skal rumme: ”den mest hyppige kompliment/ som jeg modtager/ som en gave/ en meget tung guldkæde/ der ikke kan returneres/ er at folk ikke tænker/ på at jeg er handikappet.” Midt mellem cyborg-film og fællesmøder i kollektivet skal digtsamlingens hovedperson igen og igen afgøre, hvornår han vil fortælle om sit handikap. Om han vil påtage sig den handikappedes identitet. På arbejdet og med den elskede. Til fest og på hospitalet. Med udspring i sit idiosynkratiske univers og med absolut gehør for NU stiller Caspar Eric spørgsmålet om, hvad der er en normal krop, og hvordan vi skal forholde os til de kroppe, der falder uden for normalen. En usentimental og skarpskåret bog om at være en ung handikappet krop i verden.

Alt hvad du ejer handler om tab; om krisen og den efterfølgende afsked med en kæreste, der aborterer spontant i 11. uge, og om tabet af forbindelser, der knytter den unge mand til verden. Men Caspar Eric retter her også blikket mod, hvordan næstekærligheden kan findes frem og aktiveres i de tab, og hvordan det lille private sorgrum kan pege ud på de større bevægelser, der er i gang i verden. For Alt hvad du ejer handler også om sorg og hukommelse og hvilke begivenheder, der får lov at være en del af historien.

Caspar Eric

About

Books

Join the club