Mikkel Thorup

om penge, frie borgere, gensidig afhængighed og lige relationer

Fællesøkonomi

synes den her sammenligning er rimelig usaglig. sprog har magt, og at reducere samtidens feminismes indsats for sproglig inklusion til værdisymbolik, er i min optik en problematisk forenkling.

Cecilie Spangsberg

Jeg har svært ved at slippe tanken om et usynligt slægtskab mellem tredje-bølge feminismens queer-fokus på sprog, at der ikke er nogen indre eller fikseret mening og altså ingen tvingende overensstemmelse mellem sprog og verden og så finansverdenens baggrundsfrie værdisymbolik, hvor talværdier ikke refererer til andet end andre talværdier i et uendeligt selvsupplerende feedbackloop. 

Hun har brug for alt muligt, sandaler, t-shirts, hvad som helst, fordi muligheden altid er lige on hjørnet, hun skal altid være parat til at gribe chancen, altid klar til noget helt nyt, som hun via tøjindkøb forbereder sig på. Vi lærer ikke om kvinder og forbrug i serien, men rigtig meget om det, Richard Sennett i kapitel seks kaldte for "forbrugs-passionen" (alt er smukt, lækkert. Åh gud, øjeblikkelig kærlighed) og ikke mindst lærer vi om de måder, hvorpå vores kultur knytter kvinden

at der skulle være en direkte sammenhæng mellem økonomiens udvikling og seksual frihed virker en smule forceret… 

 Kapitalismen, mente Bell, kunne ikke overleve kvindens epoke. Hvad han ikke så, var, at kapitalismen grundlæggende havde ændret sig fra en produktionsøkonomi til en forbrugerøkonomi, og at det var hedonisme, begær, øjeblikkelig tilfredsstillelse, den lystfulde 'kvinde der var blevet det nye kulturelle grundlag for kapitalismen. 

måske en del af forklaringen på den smuldrende sociale sammenhængskraft. narrativet om at det er individet alene som skal gøre en forskel skaber afmagt og fremmedgørelse fra den reelle forandringskraft der er i organisering.

Rigmandsfilantropi er den mest ekstreme version af nutidens tiltro til det super-kompetente individ. lederen, direktøren, vinderen, skaberen, positioneret i modsætning til politikeren, amatøren, alle os andre. Dette super-individ har bevist sit værd på markedet - altings målestok og denne markedskompetence ses nu som universelt anvendelig.

Som en af de væsentligste kritikere af velgørenhedskapitalisme Michael Edwards siger: "Der findes ingen vaccine imod grådighed, frygt, fattigdom, ulighed, korruption, dårlig regeringskunst, personlig fremmedgørelse og alle de andre ting, der plager os. Få områder af virksomhedsekspertise oversættes godt til en verden af komplekse sociale og politiske problemer, hvor løsninger skal kæmpes for og indgås kompromisser om, ikke produceres, pakkes og sælges.

 Virksomhedsfilantropi måi ideologiske termer ses som del af en legitimeringsstrategi over for befolk- ningen (vi er ikke så onde, som I synes'), medarbej- derne (du behover ikke have darlig samvittighed over at arbejde hos os), forbrugerne (Køb vores dims og gor godt) og staten (vi kan regulere os selv, ingen lovgivning tak).

På en eller anden måde skørt, hvordan sunde og ansvarligt producerede fødevarer ikke er en given…

Hvorfor; kunne man i stedet spørge, er for eksempel økologi, dyrerettigheder, klimaneutralitet og ordentlige arbejdsforhold noget der kan vælges til, noget der skal betales en samvittighedspris for og dermed noget, man og kan vælge fra? Hvorfor er det ikke bare hvad produkterne indeholder? Hvorfor skal den enkelte pålægges ansvar for alt det, som mere meningsfuldt kollektivt kunne besluttes som standard for alle produkter?

 Sachs forudsæter, at verdens kreative er helt eller fortrinsvis at finde blandt verdens superrige. At forvente afgørende ændringer i verdens skæve tilstand fra dem, der profiterer mest fra den, virker omsonst.

Måske den vigtigste pointe i denne bog - og i argumentet mod markedsfundamentalismen. Markedet har ikke rettigheder. Det har mennesker til gengæld, og i den forbindelse er det jo svært at forstå hvorfor disse nedprioriteres til fordel for et fænomen som vi har alle de nødvendige forudsætninger for at regulere og tilpasse uden forbehold…

Det er i sidste ende en politisk beslutning, hvor 'frit et marked vi ønsker. 

Forbrug tillader os i hidtil uhørt grad prøve forskellige livssituationer, interesser, identiteter uden at skulle leve dem resten af livet, men forbrug synes også at fremme en brug-og-smid-væk-kultur der ikke bare handler om T-shirts, vi ikke gider gå med længere, men også relationer til andre og måske endda os selv. Kan man have en identiteter, hvis den er bundet op på, hvad man forbruger?

Så ender vi blot med mere vækst og mere ulighed.

Med automatisering vinder vi intet, hvis den bare skaber arbejdsløshed i et samfund, der stadig hylder arbejdsidealet.

måske vi ikke behøver mere vækst, men blot en strukturel ændring i måden vi forvalter (vores) velstand…

Hvor det for Keynes handlede om at se den velstandsstigning, der var i gang, og som måtte forventes at fortsætte, er det for os i dag snarere opgaven at forholde os til den enorme velstand, der allerede eksisterer, men hvis potentiale forbliver uforløst grundet den skævvredne fordeling.

Et ideal som kun kommer aktionærer til gode

Garantier, sikkerhed og stabilitet præsenteres nu som afvikling, som dræbende kedsommeligt. Ustabilitet er begyndt at blive en værdi i sig selv, da det signalerer en åbenhed over for forandring. 

 Det er et ‘selvinvesterings-jeg', der spørger, A personlige udvikling, hvad arbejdet gør ved følelserne, det indre liv og den personlige udvikling

tænker på hvordan opbakningen til klimabevægelsen kunne forandres ved et skift fra inddragelse til indflydelse. inddragelsen bliver et slags slør som dækker over det faktum at der ikke er reel indflydelse - et effektivt værktøj til at begrænse engagement.

Man kan sammenligne det med forskydningen fra 'indflydelse' til 'inddragelse, altså fra faktisk medbestemmelse til et løfte om nærhed og følelsesmæssig tilknytning til noget, der bestemmer væsentlige dele af ens liv, som på en arbejdsplads, hvor medarbejdere nok inddrages, men hverken har ejerskab eller reel indflydelse på beslutninger, der angår dem.

 Tag også et meget mere banalt og hverdagsagtigt eksempel, hvis vigtighed dog ikke bor overses: alt det arbejde, frivillige gør for at opretholde og udvikle sportsforeninger, ungdomsklubber, væresteder, madkøkkener osv. Der er fælleder overalt omkring os, der ikke ville eksistere, hvis folk skulle have løn for arbejde.

En fælled hvor privatiseringen var den egentlige tragedie

 Dette har man også set med invaderingen og annekteringen af oprindelige folks land, medicinske viden og genetiske kvaliteter, der ofte uden kompensation skaber store profitter for medicinal- og fødevarevirksomheder.

næste gang en øk. professor begynder på hele “tragedy of the common” prædiken vil de høre Carol M. Roses navn fra forreste række. desuden - hvis man tænker over det, så har kommercialiseringen og den øgede konkurrence som denne medfører jo historisk set vist sig at være det egentlige problem for fælles goder. jeg vil vove at påstå, at det i virkeligheden er privatisering af arealer og profitmaksimering der har været den egentlige tragedie for fiskene i havet, vandmiljøet og biodiversiteten. 

Fælleder er virkelige og ofte ret effektive. Der er masser af ressourcer og steder, der varetages, beskyttes og udvikles af brugere og ikke af ejere. Ofte er det sådan, at det er den statslige eller private overtagelse af det fælles, der er med til at ødelægge ressourcen eller den bredere anvendelse heraf, som man aktuelt ser det omkring digitale fælleder og intellektuel ejendomsret. 

Koblet til Hartmut Rosas accellerationssamfund er der jo en ret god forklaring på længslen efter langsommelighed

l en vis forstand er det kapitalismen iboende hele tiden at presse tiden sammen, at løbe hurtigere, at sætte fart på tingene. Allerede Karl Marx bemærkede kapitalismens konstante tendens til at øge kapitalens omløbshastighed, dvs. tiden mellem at penge investeres, giver udbytte og dermed bliver til (flere) penge igen.

Meget constructionist, men der er noget ved det

 Det frie marked i abstrakt forstand findes ikke. Der findes kun de mar- keder, vi tillader og regulerer os frem til, og det er forst og fremmest en politisk og moralsk beslutning, ikke en markedsøkonomisk.

Vi er i fare for at glemme, at det meste vi gør, de fleste mennesker vi relaterer til, det meste vi virkelig værdsætter, ikke har meget hvis noget med penge eller ren egennytte at gore.

(Hele) den økonomiske diskurs beskrevet med én sætning…

 "og nu stiller vi om til universitetsøkonom X, der vil fortælle, hvor dyrt det bliver".

Som studerende på en økonomiuddannelse, der insisterer på at undervise med den neoklassiske teori som grundprincip, blev læsningen af denne bog et slags mikro-aktivistisk projekt for mig. På en måde blev bogen en slags håndbog med kritiske vinkler på centrale økonomiske koncepter, som bl.a. markeder, rationalitet og goder – begreber, der ofte defineres meget snævert. Et godt eksempel illustreres i følgende citat, hvis budskab er så simpelt, at det næsten er pinligt, at det fremkommer så revolutionerende: “Det frie marked i abstrakt forstand findes ikke. Der findes kun de markeder, vi tillader og regulerer os frem til, og det er først og fremmest en politisk og moralsk beslutning, ikke en markedsøkonomisk” (s. 35). Som kritiker af markedsfundamentalismen er man allerede bagud på point fra start, når man accepterer definitionen af markedet som et sted, der fungerer optimalt, når det er “frit”, fordi denne definition, qua dens teoretiske udgangspunkt, favoriserer laissez-faire politikker. Det geniale ved dette citat er derfor, at det tager os helt tilbage til start og muliggør en gentænkning af markedet som begreb. Hvad ville der f.eks. ske, hvis vi startede debatten om frihandel med en diskussion om, hvorvidt det er moralsk acceptabelt, at nogen profiterer på underbetalt arbejdskraft i det globale syd eller på den hastige udtømning af vores naturressourcer, som underminerer både menneskerettigheder og levevilkår for fremtidige generationer? Det er den slags stof til eftertanke, som Mikkel Thorup leverer med 

, og som, efter min mening, gør den til et must-read for økonomer (to-be)

Som studerende på en økonomiuddannelse, der insisterer på at undervise med den neoklassiske teori som grundprincip, blev læsningen af denne bog et slags mikro-aktivistisk projekt for mig. På en måde blev bogen en slags håndbog med kritiske vinkler på centrale økonomiske koncepter, som bl.a. markeder, rationalitet og goder – begreber, der ofte defineres meget snævert. Et godt eksempel illustreres i følgende citat, hvis budskab er så simpelt, at det næsten er pinligt, at det fremkommer så revolutionerende: “Det frie marked i abstrakt forstand findes ikke. Der findes kun de markeder, vi tillader og regulerer os frem til, og det er først og fremmest en politisk og moralsk beslutning, ikke en markedsøkonomisk” (s. 35). Som kritiker af markedsfundamentalismen er man allerede bagud på point fra start, når man accepterer definitionen af markedet som et sted, der fungerer optimalt, når det er “frit”, fordi denne definition, qua dens teoretiske udgangspunkt, favoriserer laissez-faire politikker. Det geniale ved dette citat er derfor, at det tager os helt tilbage til start og muliggør en gentænkning af markedet som begreb. Hvad ville der f.eks. ske, hvis vi startede debatten om frihandel med en diskussion om, hvorvidt det er moralsk acceptabelt, at nogen profiterer på underbetalt arbejdskraft i det globale syd eller på den hastige udtømning af vores naturressourcer, som underminerer både menneskerettigheder og levevilkår for fremtidige generationer? Det er den slags stof til eftertanke, som Mikkel Thorup leverer med Fællesøkonomi, og som, efter min mening, gør den til et must-read for økonomer (to-be)

Fællesøkonomi om penge, frie borgere, gensidig afhængighed og lige relationer

Reviews

Highlights